Dialog Holbæk bevilligede penge til et projekt, hvor en gruppe unge københavnere kom på charme-inspirationstur til Holbæk Kommune. Herunder fortæller Linne Rasmussen, én af deltagerne, om turen.
”Altså det lugter jo faktisk rigtig dårligt, men det er også bare et forsøg. Næste gang bliver det forhåbentlig bedre.” Cathrine Dolleris rører en pind rundt i den gule spand med den tykke okkerfarvede væske i. Nede i spanden ligger noget mørkt og trægt. Og dødt. Det er skindet fra et rådyr.
Hendes knap 20 gæster rykker tættere omkring hende i den lille gårdhave, hvor hun viser sine forskellige små og store projekter frem. Hendes lille fine hus på Orø er hun i gang med at totalrenovere. Helt selv. Hun får hjælp og gode råd af venner og familie, men hun står selv for at istandsætte hus og have efter gamle og nye bæredygtige principper.
Og netop denne nysgerrighed og foretagsomhed kendetegner alle de forskellige steder, som vi i to dage i det gryende forår besøger rundt omkring i Holbæk Kommune. På to dage når vi både at hilse på bierne i et lokalt honningbistade, tale med børn og voksne i nye og ældre økosamfund, blive inspireret af lokale kunstnere og håndværkere og diskutere med højskoleelever, der som os selv er på et visit i Holbæk Kommune for at finde ud af, om det mon er her lykken findes.
Ud af komfortzonen og ind i provinsen
Selv er jeg studerende, født, opvokset og til stadighed bosat i Indre By i København. De sidste par år har jeg dog mærket en uspecificeret trang til at komme ud af byen og undersøge, om græsset mon ikke skulle være lidt grønnere derude, hvor der rent faktisk er plads til græs. Hvor der er højt til loftet og mulighed for at eksperimentere med boformer, biodiversitet, byggeri og bæredygtighed.
Når man aldrig har boet udenfor København, så er man nødt til at få hjælp til både at få øjnene op for nye steder udenfor Storbyen, men også til at få adgang til at tale med de lokale og få et indblik i, hvordan livet udfolder sig i en såkaldt ”provinskommune”.
Derfor tilmeldte jeg mig i april 2018 en inspirationstur til Holbæk Kommune – i folkemunde Den Vestsjællandske Bermudatrekant. Et sted, der på landkortet ligger langt fra alfarvej, men som eftersigende er så forjættende, at du aldrig får lyst til at forlade det igen.
Svensk bonderomantik på en vestsjællandsk pløjemark
Inspirationsturen begynder lørdag d. 14. april på Nørrebro i København. Her mødes 18 håbefulde unge i alderen 18-25 år foran to lejede busser. Vi får uddelt program for turen og kører mod Vest til vores første stoppested. En time udenfor København bliver vi taget imod til frokost i det grønne i et levefællesskab i en lille bitte skov udenfor Tølløse.
Én af arrangørerne bag inspirationsturen tager imod os da vi ankommer til Tølløse. Det gamle træhus, som hun bor i sammen med seks andre voksne og fire børn, er som taget ud af en Astrid Lindgren-film. Og med god grund. ”Huset er 150 år gammelt og blev flyttet her til fra den svenske skov for tyve år siden” fortæller hun os, mens hun viser huset og haven frem og byder på en solid frokost til indtagelse mellem forårets første blomster og insekter.
Vi forlader Tølløse og kører mod Holbæk, hvor vi mødes med flere lokale kunstnere og håndværkere før vi tager færgen til Cathrine Dolleris og hendes hus og permakulturhaver i Kattestrædet på Orø.
En kulturel og bæredygtig smeltedigel midt i ingenting
Efter besøget på Orø tager vi færgen tilbage til fastlandet og kører længere vest på. Efter 30 minutter ankommer vi af en lang og snørklet skovvej til en enorm fabrik og en aflagt mergelgrav. Her ligger Makvärket. Denne 10.000 m2 store bygning har jeg ofte hørt omtalt i forskellige sammenhænge i København. Siden 2008 har fabrikken være et eksperiment ud i både social, kulturel, politisk, økonomisk og håndværksmæssig bæredygtighed. En dynamisk gruppe af unge mennesker har drevet stedet og udviklet det i en organisk bevægelse til det, det er i dag, en kulturfabrik, hvor man kan deltage i udviklingen og (gen)opbygningen af stedet. Ved frivillig kraft, er der gennem tiden blevet istandsat en stor del af fabrikken, så den nu huser både en cirkussal, en foyer og et stort industrikøkken, sovesale og seminarrum, ateliers og værksteder til både træ og metal. Stedet er så stort, at vores guide, Francoise, viser os rundt i to timer før vi udmattede kan sætte os til aftensmadsbordet, hvorefter vi hurtigt falder om i Makvärkets sovesale.
Vedvarende modvind giver mod på mere
Søndag er vejret tørt men en smule koldt og gråt. Det afholder dog ikke os unge byboere fra at suge til os af viden og erfaring fra de næste mange steder vi besøger.
Blandt andet Jyderup Højskole, hvor linjen Grøn Guerilla byder indenfor til plantedag med etablering af højbede og bønneespaliers, snobrød over bål og fremvisning af den lille vindmølle, som eleverne har produceret i samarbejde med en lokal energientusiast.
Vindmøllen kan på en god dag oplade en mobiltelefon, men for det meste leverer den bare strøm til den tavle, som fortæller, hvor meget strøm, vindmøllen producerer.
”Det er jo ikke fordi vi gør noget dramatisk her for den samlede energiforsyning” forsikrer højskoleeleven Natasja, da hun viser vindmøllen frem, ”men for os handler det mere om at opleve, at vi faktisk selv kan producere energi. Det har voldt os nogle problemer, og vinden er lidt diffus her, men det lykkes os at holde den der tavle i gang. Og det er så fedt. Det giver én en lille følelse af sejr og mod på at kaste sig ud i nye projekter.” Og netop denne gejst og mod på mere, der strømmer ud af Natasja, når hun fortæller om de små og store projekter på Jyderup Højskole, er noget af det, som jeg tager med mig tilbage til Storbyen.
Drømme for fremtiden
For selvom jeg for mit eget vedkommende fandt en vej ud af bermudatrekanten og tilbage til Nørrebro for at færdiggøre mit studie, så er jeg glad for, at have haft mulighed for at opleve alt dette. Turen har bekræftet mig i, at der findes steder udenfor Hovedstaden, hvor der er højt til loftet og plads til både forskellighed, fællesskab og initiativrigdom, og hvor man kan leve et liv i pagt med sine kerneværdier. Ligesom Cathrine Dolleris, der for blot få år siden sagde sin velbetalte konsulentstilling op, flyttede til Orø og begyndte at dyrke have, renovere hus og forsøge sig med at garve skind. Bare fordi det giver mening for hende.
